Vil du gerne lære at strikke? Eller måske har du ledt efter hjælp til en specifik metode eller tips generelt til at strikke? Vi har her hos Knit Wit Company forsøgt at samle nogle gode tips & tricks til dig, vi har lavet instruktionsvideoer til strik (der kommer løbende flere), udviklet gratis strikkeopskrifter, som også nybegyndere kan være med til, og så deler vi inspiration ovre på bloggen.

Men først, nogle hurtige tips til at komme igang med at strikke.

Begynd at strikke…

Det bedste ved at begynde at strikke er, at du ikke skal bruge en masse udstyr for at komme i gang. Du skal blot bruge et sæt strikkepinde og garn som passer i tykkelsen til størrelsen på strikkepindene.

Garnet

Det er let at blive overvældet af alle de typer garner som findes på markedet, for slet ikke at snakke om at blive optaget af hvor flot det alt sammen er. Undertegnede skal være den første til at indrømme, at der er gået forholdsvist mange timer på at kigge på typer, farver, teksturer og tykkelser – her er Pinterest virkelig din ven.

Når du starter ud med at begynde at lære at strikke, så vil vi anbefale, at du starter ud med en blød Worsted vægtet garn (læs mere om garnvægt/-tykkelser her). Du behøver på ingen måde at tage det helt eksklusive garn fra start – det kan du altid komme tilbage til. Lige nu er fokus at komme igang med dit første projekt.

En garn som Drops Muskat fra Garnstudio i 100% bomuld er en rigtig god starter garn, da den er merceriseret og dermed glider utroligt nemt over strikkepinden. Sørg for at vælge en lys farve, da du bedre kan se maskerne så, og dermed kan følge med i hvad du laver.

Når du har fået fingre i garnet, så tag et kig på bandarolen – den giver dig alle informationer, du har brug for, så det er vigtigt du lærer at læse og tyde disse informationer til næste gang du skal igang med et strikkeprojekt. Læs mere om hvordan du tyder bandarolen her.

Strikkepindene

Det næste du skal vælge er strikkepindene. Læs mere om hvordan du vælger strikkepinde her. Der er rigtigt mange forskellige at vælge imellem, og valget falder ofte tilbage på personlige præferencer. Mange kan vælge mellem materialer; bambus, træ, plastik, aluminium m.m. Du kan vælge mellem typen; jumperpinde, strømpepinde og rundpinde. Typen afhænger som oftest af hvad du strikker, men du kan sagtens strikke frem og tilbage på rundpinde, så hvis du er typen som mister den ene strikkepind, så kan du sagtens bruge rundpinde som almindelige pinde. Personligt er jeg mest til aluminium, da garnet bevæger sig bedre henover metal, men det kan faktisk være en fordel at bruge bambus eller træ som nybegynder, da du så ikke risikerer at maskerne “løber fra dig”. Prøv dig frem.

Hvis du har valgt at bruge ovennævnte Muskat garn, så skal du bruge strikkepinde i størrelse 4mm, da dette er hvad garnets tykkelse er beregnet til. Du kan læse mere om størrelse på strikkepinde her, hvor der også er en omregner til amerikanske størrelser.

Der er også forskel på længden af strikkepinde. Vælger du at bruge jumperpinde (altså to strikkepinde), så er det mest normale, at pindene er 35cm, og dette passer også helt fint til en nybegynder. Hvis pindene bliver længere, kan de godt være lidt besværlige at have med at gøre.

Du kan finde aluminium strikkepinde i de fleste større supermarkeder, og ellers er der altid den lokale garnforretning eller online handel. Nogle gange kan det betale sig at bruge lidt ekstra – hos Knit Wit Company har vi en absolut favorit i Addi strikkepinde. De er lidt dyrere end dem du finder i supermarkedet, men de føles også ganske anderledes at strikke med, når man er blevet lidt mere vant til det.

Note: Som udgangspunkt, så er følgende gældende for valg af strikkepinde:

  • Tyndt garn – tynde strikkepinde
  • Tykt garn – tykke strikkepinde

Next step

Så hvad er næste trin? Nu skal der masker på strikkepindene. Gå over til Strikkevideoer for at se hvordan du slår masker op, strikker ret (den første masketype du skal lære) og derefter vrang.  Så snart du har ret og vrang på plads, så kan du strikke! At strikke består hovedsageligt kun af disse to typer masker, men i forskellige udformninger – f.eks. ribstrik som blot er ret og vrang skiftevis ovenpå hinanden.

Du kan finde flere tips på bloggen, og få inspiration Pinterest, se alle strikkevideoer og dykke ned i vores gratis strikkeopskrifter her. Du kan selvfølgelig også tage et kig på shoppen, hvor der er masser af strikkeopskrifter – også for nybegyndere.

Så er det bare med at komme igang! Hav det sjovt, og glem ikke at del dine strikkeprojekter med hashtagget #knitwitcompany.