Har du nogensinde prøvet at strikke en cardigan af alpaca garn, og været overrasket hvor varm den egentlig er? Så er du ikke alene. Alle fibre som bruges i garner har forskellige egenskaber, og det kan være utrolig hjælpsom at kende til i hvert fald nogle af dem, og hvilke der er bløde, lette, tunge, varme, kradsende og meget mere.
Her får du en mini guide i nogle af de mest brugte fibre i garn.
Uld
Den gode gamle klassiker – uld! Vi kender alle til uld, og for mange har den et dårligt ry i form af, at mange tror uld som udgangspunkt altid klør. Men bare rolig, ikke alt uld klør og kradser!
Der er stor forskel på det færdige garn-produkt alt efter hvilket får, ulden kommer fra. Der er variation i fiberlængde og grovhed – som udgangspunkt er lange, grove fibre mere kradsende end korte fibre, men de holder sig til gengæld bedre og tåler bedre vand. De korte fibre, som f.eks. Merino, er rigtigt bløde, men kan ‘fælde’ og skal behandles mere forsigtigt. Uld kommer hovedsageligt fra får – men kaniner, bisoner, yakokser og mange andre dyr lader også deres pels for en god garnnøgle.
Da ren uld er perfekt til at filte, så skal man som udgangspunkt altid vaske uld i hånden. Du kan dog få superwash udgaver af uld, som er blevet behandlet på en måde, så det tåler maskinvask. Det er eksempelvis perfekt til babytøj.
Da uld har en meget høj grad af varme og isolering er det oplagt til vintermånederne.
TIP: Det anbefales, at man giver babyer uld på i måneder som slutter på -r. Altså september, oktober, november, december, januar og februar.
Alpaca
En alpaka er i familie med lamaen, og nogle af arterne har vildt bløde fibre. Derfor er alpaca garn helt oplagt til vamset strikketøj. Alpaca garn er varmere end uld, men har også en tendens til at være lidt mere stikkende.
Bomuld
Ligesom der er forskellige arter af får og alpakaer, så findes der også forskellige arter af bomuld, som giver forskellige resultater i garnet. Men overordnet set, så er bomuld letvægt og kølig – til dels fordi bomuld er god til at absorbere fugt.
Bomuld findes både i super bløde og ret krads udgaver, men til fælles har de, at hvor man med uld oplever en høj grad af elasticitet, så giver bomuld sig ikke meget i fibrene. Desuden findes man også ofte merceriseret bomuld, som betyder at det har en blank overflade.
Pga. sin kølende effekt og lette tyngde, så er bomuld perfekt til forår og sommer – og bruges også meget ofte til accessories, som f.eks. tasker.
Silke
Silke garn er så lækkert! Det består af fibre som udgør skallen af pupperne hos silkesommerfuglen. Én enkelt tråd kan være mange mange meter lang.
I garn ser man ofte, at silke er blandet med en anden fiber (f.eks. uld), for at producere en garn der kombinerer elasticitet, holdbarhed og glans.
Silke er utroligt blødt, og er rigtig godt til at blive indfarvet. Desuden har det den fantastiske egenskab, at det kan holde dig varm, når det er koldt – og køle dig ned, når det er varmt.
Desuden er silke kendt for at være den rene luksus på lige fod med kashmir.
Hør
En mere strid garn, som giver sig utroligt meget, når man bruger det i tøj. Den er faktisk luftig og åndbar, og derfor perfekt til sommeren. Hørgarn er lavet af taverne i hørstrå.
Kashmir
Super luksus! Det er, hvad du får i kashmir. Det er lavet af superblødt uld fra en speciel art af ged. Det er utrolig blødt og stærkt, men det skal behandles forsigtigt, eftersom det er luksuriøst og værdifuldt.
Syntetisk garn
Vi har i denne guide hovedsageligt beskæftiget os med naturfibre, men vi må ikke glemme de syntetiske garner, da de også har et stort indtog i garner – og er utroligt brugbare til mange formål.
De mest kendte syntetiske fibre i garn er akryl, polyester og nylon. Omend vi selvfølgelig foretrækker at strikke i naturgarn, så kan vi godt se det smarte i at tilføje naturfibre nogle syntetiske så f.eks. pasform holder og det færdige strik kan maskinvaskes. Dertil ser man ofte, at der tilføjes elasthan eller polyester glitter i garn, hvilket giver forskellige effekter, der ikke findes i naturfibre.